Den internationale orden er under forandring. Nye magtforhold, geopolitiske spændinger og institutionelle udfordringer gør international politik mere kompleks og mere relevant end på noget tidspunkt siden afslutningen (som nogle ser det) på Den Kolde Krig.

Jeg arbejder med analyse af international politik og geopolitik med fokus på de magtforhold, institutioner og politiske processer, der former den globale orden.

Jeg har mere end 10 års erfaring med undervisning i international politik og internationale relationer fra blandt andet Aalborg Universitet og Syddansk Universitet. Mit arbejde tager udgangspunkt i en stærk forskningsmæssig baggrund, men er samtidig rettet mod at gøre komplekse internationale problemstillinger forståelige og relevante for virksomheder, organisationer, beslutningstagere og en bredere offentlighed.

Jeg er uddannet historiker og kommunikatør og har en Ph.D. i internationale relationer. Min forskning har blandt andet fokuseret på FN og reform af FN's Sikkerhedsråd, men mit arbejde beskæftiger sig bredere med de strukturer og dynamikker, der præger international politik, stormagtsrelationer og internationalt samarbejde.

Ud over min akademiske baggrund har jeg ledelseserfaring fra både NGO-verdenen og det private erhvervsliv. Jeg er desuden uddannet speditør og har dermed også en praktisk baggrund i international handel og globale logistiske systemer.

Kombinationen af forskning, undervisning, ledelseserfaring og praktisk erhvervserfaring giver mig et bredt perspektiv på internationale politiske og økonomiske sammenhænge.

Jeg bidrager jævnligt som ekspert i danske medier i forbindelse med internationale kriser, diplomatiske forhandlinger og større udviklinger i verdenspolitikken.